Depressionen som universal sandhed.
I klinikken møder jeg ofte mennesker som er havnet i en depression, fordi de sjældent har oplevet at blive set som dem de er.
De har oplevet sig gjort forkert for ting de godt kunne lide. De er blevet hånet eller bare mødt med ligegyldighed, når noget begejstrede dem.
Når man livet igennem er blevet mødt med afvisning, eller er blevet nedgjort når der var noget man glædedes ved eller godt kunne lide, så holder man til sidst op med det.
så opstår depressionen
Så tilpasser man sig. Og man begynder at opfatte de andres ligegyldighed eller vrede rettet mod én som en universal sandhed.
Så er det nok også bare mig som er forkert.
Hos mennesker som har levet med denne ”universale sandhed” af at være forkert det meste af livet, opstår der også en sorg ved, og angst for at slippe depressionen. For hvis jeg ikke er forkert? Hvis ikke jeg er hende eller ham der skal gøre alt for at andre har det godt? Hvis ikke jeg er i mørket?
Hvem er jeg så?
Og det er her, det kan være en stor hjælp at kigge på relationer eller elementer i livet, som så alligevel har fået betydning. Heldigvis skal der ikke altid så meget til, før vi føler os set.
Det kan være mindet om mormors grønne sofa, og at hun så behovet for at lege te selvskab. Det kan være en lærer som så ens talent for at skrive eller tegne. Eller en ny kærlighedsrelation, som respekterer én for den man er.
Ved at gå på opdagelse i disse erindringer eller nuværende situationer i livet, som minder os om at vi er lige som vi skal være. Så kan det blive lidt mindre sorgfyldt, lidt mindre angstfyldt at slippe depressionen. Og også lidt mere håbefuldt at gå livet i møde og lade sig begejstre på ny.
Så de gamle fortællinger, som stammer fra møder med dem som alligevel ikke så en, ikke får lov til at styre livet.