Når mennesker jeg møder i klinikken, kommer med traumereaktioner som er opstået i relationen til deres forældre, så er det ikke så sjældent at traumatiseringen ofte stadig foregår, også selvom klienten er et voksent menneske og ikke længere barn.
Dette sker med ret store konsekvenser for de klienter jeg møder. De risikerer at udvikleudvikler depression, angst, spiseforstyrrelse, misbrug eller selvskade.
Og hvorfor så det? Hvorfor bliver mennesker som bliver ved med at blive såret i relationen til deres forældre, ved med at opsøge den kontakt, som er så skadelig for dem?
Håb
Det er der en helt særlig grund til. Det er håb. Håbet om at far eller mor, endelig vil vågne op og blive til de voksne omsorgsfulde forældre som klientens indre barn drømmer om.
På mange måder er håbet jo en enorm helende kraft for os mennesker. Det kan det også godt være det i relationer mellem børn og forældre hvor barndommens traumer har været ødelæggende for relationen da klienten, var barn. Men det er typisk i tilfælde hvor der måske allerede er sket en forandring eller der er en reel tro på at forandringen kan skabes. Det giver en mulighed for samtaler, hvor fokus kan rettes imod hvad der kan forandres i relationen nu.
Men i relationer hvor traumerne stadig står på. Hvor far for eksempel stadig drikker, eller fortsat ikke møder op til aftaler. Situationer hvor mor fortsætter med at opføre sig nedladende, eller stadig hælder sine bekymringer ud over sit voksne barn. Ja her bliver håbet om at far og mor vågner op og bliver til den forælder klienten drømte om en fortsættelse af hele tiden at støde ind i det traumatiske.
Sorgen over tabet af den forældre der kunne have været
Denne gentagelse af traumet sker fordi mennesker som kommer i min klinik, lever med en ambivalens i relationen til deres forældre. På den ene side kan de godt se at de bliver såret gang på gang ved at opsøge den negative og kritiserende mor i håbet om forståelse, eller ved at møde op ved toget for igen at konstatere at far som forventet ikke er med, selvom det var aftalen.
På den anden side bliver de ved med at opsøge det, fordi de fortsat håber på at mor eller far bliver til det menneske eller den forælder som klienten ønsker sig.
Håbet lever fordi erkendelsen af at far ikke holder op med at drikker, og mor aldrig kan se mig for den jeg er og ikke kommer til det, er en meget smertefuld og sorgfyldt erkendelse, som de fleste vil gå langt for ikke at nå til. For hvad så? Skal man så bare afbryde kontakten eller relationen?
Det er der nogen som gør, men i langt de fleste tilfælde kan erkendelsen, af at far eller mor ikke bliver til den forælder jeg drømte om, og at det er en sorg, være en mulighed for at give slip på det håb som hele tiden havner i en gentagelse af traumerne. Og i stedet en mulighed for at stille et nyt spørgsmål, nemlig hvilken relation kan og vil jeg så have til det menneske som er min far eller mor, med alle de udfordringer de har i deres liv?
Kan du genkende noget af dette? så kan jeg måske hjælpe https://kristinegraugaard.dk/traumatiske-oplevelser/
andre relevante blog indlæg kunne være https://kristinegraugaard.dk/at-blive-set-og-overset/