Stress, selvtillid og lavt selvværd

Der kan være mange grunde til at mennesker vokser op med et lavt selvværd. Fx. hvis man er vokset op med alkoholikere som forældre. Hvis man er blevet drillet eller mobbet i skolen som barn. Eller det kan være mennesker der blot aldrig er blevet set eller hørt som dem de er.

Jeg ser ofte voksne med lavt selvværd, som dukker op i klinikken når de er gået ned med stress.

Selvværd og selvtillid

Og hvorfor så det? Jo, fordi det som sker med mennesker som har et lavt selvværd, er at de finder ud af at de kan noget andet, enten intellektuelt, sportsligt, medmenneskeligt eller håndværksmæssigt. Igennem dette udvikler de en stolthed ved at præstere, som styrker deres selvtillid. Altså tilliden til at kunne opfylde de krav der bliver stillet til dem.

Men fordi de fortsat lider under det lave selvværd. Altså den manglende tillid til at jeg er god nok som det menneske jeg er, uanset min præstation. Så kommer de til at leve fra præstation til præstation for hele tiden at bevise deres værd.

Dette betyder at mennesker, som lever med et lavt selvværd, men har en overudviklet selvtillid, stort set aldrig siger nej. For hvem vil sige nej til at gøre noget, som kan bevise at jeg gør det godt nok, når jeg nu ikke føler mig god nok?

Stress og det manglende nej

Dette manglende nej er ofte det som ender i en stressproblematik. Fordi kroppen siger stop fordi den ikke kan sige ja flere gange.

Det andet problem som opstår, er at mennesker med denne type problematik ikke får det ud af det de håber på. For når man konstant lever for at opfylde andres krav, hvordan skulle man så vide hvem man selv er, og hvad man selv gerne vil. Dette betyder at man i kampen for at bevise sit værd faktisk ender med at lægge yderligere pres på selvværdet, også uden at ville det.

Et typisk eksempel er at sige ja til at tage i biografen og se en film man egentlig ikke har lyst til. Blot fordi en ven har lyst til at se denne film. For så synes min ven sikkert jeg er god nok. Men hvis ens eget behov var at se en anden film, eller blive hjemme fordi man ikke orker at gå ud, så bliver ens egne behov undertrykt. På den måde kommer der ikke noget igen fra andre mennesker, fordi man ikke får udtrykt hvad der var ens eget behov. Men man bliver også dårligere i stand til selv at mærke og opfylde egne behov

Det er mønsteret der er problemet

Det er ikke den enkelte gang man gør noget for andres skyld at dette er et problem. Problemet er hvis det konstant er sådan, fordi man så aldrig får en styrkelse af eget værd, og egne behov. Netop fordi man altid er optaget af at opfylde andres krav.

Man ender så at sige med at kompensere for det lave selvværd med en overudviklet selvtillid, som gør det vanskeligt at mærke sig selv og egne behov.