Når det andet menneske bliver en trussel mod min eksistens.
Dette blogindlæg er måske det alvorligste. Det omhandler frosne relationer hvor den enes eksistens er i fare. Det er der hvor vold og social kontrol af den ene part i forholdet bliver til hverdag, og truer med at erodere eksistensgrundlaget for den ene part i forholdet.
Det kan både være mellem kærester, hvor enten manden eller kvinden udøver vold eller social kontrol over for den anden, så det bliver til fare for partnerens eksistens. Men jeg ser det faktisk også i forholdet mellem forældre og deres børn. Hvor en mors eller fars sociale kontrol over for sit barn, kan erodere barnets eksistensgrundlag. Her vil jeg dog for nemheds skyld holde fast i at beskrive relationen til en partner.
De fleste mennesker kan udefra set godt sætte sig ind i, hvorfor det kan være svært at italesætte problematikken overfor sin partner, hvis man lever i et voldeligt forhold. Det kan være sværere at forstå hvorfor mennesker, som lever med fysisk og psykisk vold, ikke bare forlader forholdet? Hvorfor de vælger at blive i relationen som er frosset fast?
Så hvorfor bliver man i et psykisk voldeligt forhold?
Her tror jeg det væsentligt at forstå, at mennesker som er blevet spundet ind i et voldeligt forhold, ikke nødvendigvis er blevet udsat for vold og trusler fra dag et. Men at det at leve i et sådant forhold består af en cirkel af honneymoonperioder – efterfulgt at konflikt, trusler og vold, – forsoning og herefter en ny honneymoonperiode. Dette sker på en sådan måde at den som er udsat hele tiden, bevarer håbet om at relationen kan blive god og harmonisk.
Parallelt med denne bevægelse sker der samtidig det, at den udsatte parts selvværd langsomt men sikkert nedbrydes gennem den psykiske og nogle gange også fysiske vold. Det er her vi finder forklaringen på, at det kan være så vanskeligt at træde ud af denne type af fastfrossen relation. Fordi håbet for relationen bliver bevaret, samtidig med at tvivlen på, om det nu var ens egen skyld, at det blev sådan, begynder at vinde mere og mere indpas. Desuden bliver oplevelsen af at være forkert og ikke berettiget til sin egen mening om ting ofte også mere og mere fremtrædende.
Konsekvensen af denne bevægelse er altså, at den, som er fanget i en sådan relation, langsomt mister sin identitet og oplevelse af sit eget værd som berettiget.
Og hvad stiller man så op hvis man oplever en sådan trussel mod sin eksistens i relationen til den anden?
I klinikken oplever jeg at det som er hjælpsomt, er at styrke den udsatte parts fornemmelse af sin egen værdi og eksistensberettigelse. Desuden styrke bevidstheden om, at du som menneske har ret, men også pligt til at sætte grænser i relationen til det andet menneske for at passe på din egen eksistens.
Det er ikke nogen let proces, og det er ofte forbundet med angsten for konsekvenserne ved at begynde at stå mere ved sig selv. Men når det lykkes, skaber det en frihed til igen at være sig selv. I stedet for som før, at være reduceret til offeret for en fastfrosset voldelig relation.