Dilemmaet åbenhed: 1) At blive alene med dæmonerne

Det er efterhånden utroligt længe siden jeg her på bloggen har skrevet noget som helst, men nu blev det tid til igen at dele lidt tanker med jer læsere.

I den seneste tid har dilemmaet om åbenhed banket på for mig. I mit daglige faglige virke, er der jo en helt naturlig begrænsning da jeg har tavshedspligt, men her er rammen også tydeligt defineret.

Når det så er sagt, så er motivationen for mig til at blive psykolog jo nok netop at alle skal have et sted at gå hen med det de ikke altid kan være åbne med.

Jeg er dog blevet opmærksom på både i mit arbejde, men også i mit personlige liv at ubetinget åbenhed ikke altid er løsningen, eller det som ligger lige for.

Jeg kommer selv fra en baggrund hvor mantraet var at vi kan tale om alting, og derfor mener jeg også til stadighed at det at tale om tingene er en vigtig værdi for mig, både personligt og i mit virke som psykolog, men det er gået op for mig at der er i hvert til fælde 3 elementer ifht. det at have åbenhed om tingene eller altid at tale åbent om tingene, som er vigtigt at få øje på.

Det vil jeg forsøge at beskrive lidt om i de følgende tre blogindlæg… God læsning.

At blive alene med dæmonerne

Når vi rammes af ting i livet som vi bøvler med, så er der for mange en trang til at pakke det væk, gemme det, så ingen kan se det, for så kan vi fokusere på at komme videre. Denne trang kan handle om mange ting, en frygt for at blive fordømt af andre, virke svag, eller blive afvist. Men den kan også handle om et forsøg på ikke at forstærke eller forstørre de indre dæmoner.

Inden for nogle terapeutiske retninger benytter man også det her med at lade være med at give dæmonerne opmærksomhed, som et aktivt redskab i behandlingen. På denne måde får klienten mulighed for at tilbageerobre noget af kontrollen i sit eget liv.

Men her opstår dilemmaet. For dæmonerne forsvinder ikke af at vi gemmer dem væk eller forsøger sanseløst at komme videre. Derfor kan vi ikke udelukkende gøre det, for så bliver vi isoleret med vores egne dæmoner, som så langsomt men sikkert æder en op indefra.

Samtidig kan man også blive re-traumatiseret hvis man bare åbner op for hele posen, og lader alle dæmonerne komme frem i lyset på en gang.

Her giver det narrative perspektivs flodmetafor lidt mening at tale om ifht niveauet af åbenhed, hvis man hverken vil efterlades alene med sine dæmoner, men samtidig heller ikke at vil forholde sig til dem alle sammen hele tiden.

Hvis man taler om floden som metafor for de indre dæmoner eller traumer, så kan man sige at hvis man lader hele floden overbruse en ad en gang i åbenhedens navn, så kan man komme til at ligge og kæmpe for livet i vandet. Hvis man således kun fokuserer på at dele ud af dæmonerne, så bliver al italesættelse til en overlevelseskamp, og så bliver kommunikationen om det præget af frygt, og derfor mindre reflektionsbåret.

Hvis vi derimod stiller os i vandkanten og kigger ud imod floden, men stadig føler at vi har fødderne på sikker grund, så bliver åbenheden mere tilgængelig.

Men tør vi slet ikke kigge ud mod floden, men vender os den anden vej, så bliver meget let efterladt alene med dæmonerne.