Da jeg viste min mand billedet, jeg havde taget fra min nye klinik. Det som blev til billedet til dette blogindlæg, var hans første kommentar:” Hvorfor fødder?” Jeg havde indtil da ikke rigtig gjort mig tanker om, hvorfor jeg havde taget billedet. Jeg havde blot i øjeblikket følt lyst til at forevige motivet, men da han spurgte, blev jeg klar over, hvad der have inspireret mig ved billedet.
Det var en af de dage, hvor det var trykkende varmt i klinikken, og jeg havde åbnet vinduet og sat mig derhen for at stikke mine bare tæer ud i det fri for at give dem lidt luft. Synet af de bare tæer op mod den blå himmel og blåregnen gav en afslappende og befriende følelse. Lige der traf jeg en beslutning om at lade mine fødder få fri fra skoene i løbet af den næste konsultation. Det gør jeg ellers ikke. Ikke fordi jeg egentlig tror, at nogle af mine klienter ville have noget imod, at jeg taler med dem barfodet, men fordi der inde i mig pludselig var en tydeligt uoverensstemmelse mellem mit eget behov for ikke at koge over i klinikken og så det at være professionelt påklædt.
Sagt på en lidt anden måde -min egen værdi, om at jeg skal have det godt, kom i krig med min indre forestilling om, hvad der er professionelt, set i et normalperspektiv.
Og hvorfor er denne lille fortælling så så vigtig. Jo det er den, fordi vi alle sammen dagligt kommer i den type af dilemmaer, hvor vi på den ene side mærker vores egne behov og værdier, som sættes i spil overfor en følelse af forpligtelse overfor det normative.
Det er væsentligt for mig at sige, at det ikke her er min mission at påstå, at man altid skal sætte fødderne fri så at sige.
Der kan være gode grunde til, at man vælger det normative. Nej min mission er mere, at vi skal turde se dilemmaet i øjnene, dilemmaet mellem vores egne indre værdier og behov, og så det omgivende samfunds normer og værdier.
Og hvorfor så det kan man spørge? Jo fordi det at turde kigge på, at det er et dilemma, giver os som mennesker et reelt valg.
Rigtig mange mennesker, som kommer i min klinik, lider under problematikken om altid at sætte det ”normale” først, og derfor opdager de slet ikke, at deres egne behov eller værdier gang på gang overskrides.
Fx 12-talspigen som er gået ned med flaget af stress, fordi det normale jo er at man opfylder kravet om at blive færdig på normeret tid på studiet. Hun har overset sit eget behov så længe, at hvis man spørger hende, hvad hun gerne vil i sit liv, mens hun studerer, så kan hun ikke svare.
Eller det unge menneske som bliver angst, hver gang han skal i byen med sine venner, fordi han ikke bryder sig om, at sige at han ikke drikker.
I begge tilfælde ville disse mennesker ikke blive lykkeligere af blot at fraskrive sig det normale. Fx kan det for 12-talspigen jo godt være vigtigt at være god til sit fag, og for den unge mand, som ikke drikker, kan det sociale med vennerne også godt være betydningsfuldt, selvom han ville ønske, at alkohol ikke var en del af det.
Men ved at erkende deres dilemma kan de måske skabe mere balance mellem de to poler i deres liv.
Frisættelsen består i at kunne balancere. 12-talspigen kunne måske sige til sig selv, at fredag kl. 14.00 så må hun godt holde fri og gå i biografen med sin veninde. Så kan hun åbne bøgerne igen mandag. Og fyren, som ikke bryder sig om alkohol, kan vælge at sige:” jeg vil gerne med i byen, men jeg drikker ikke.”
Og lige denne her dag satte jeg altså fødderne fri.