Da jeg for noget tid siden var alene hjemme, gik jeg en tur i kirke, noget der nu om stunder sker alt for sjældent.
Det var en meget opløftende oplevelse, da præstens ord i prædikenen gjorde mig opmærksom på noget som har fyldt meget i mit liv, både førhen og på det seneste.
Det handler om forventninger til os selv og hinanden. Forventninger som på den ene side former os til dem vi er, men på den anden side også kan komme til at stå i vejen for at vi kan være os selv som dem vi er.
Som præsten formulerede det, så er det, når vi bliver mavesure fordi ikke alle mennesker synes at passe ind i de normer og rammer som vi synes er de ”rigtige”, at vi fornægter kærligheden, både til gud og mennesker.
Og jeg følte mig ramt. Både som den mavesure kvinde som synes det er for galt at folk går rundt og bliver kørt ned pga. det nye pokemonspil, eller som hende der kiggede skævt til damen i den sære kjole i kirken.
Og jeg følte mig ramt som hende der bliver set skævt til når jeg ikke lever op til andres forventninger om hvordan jeg skal opdrage mine børn, eller hvordan mit hjem ser ud, eller hvor mange fødselsdage jeg burde kunne rumme at deltage i.
Det skabte fred og ro inden i. Pludselig kunne jeg glædes ved damens sære kjole, og hendes glæde ved den, også selvom det ikke havde været mit første valg. Jeg kunne glædes for dem som hygger sig med det nye pokemonspil, og jeg kunne glædes ved at jeg havde stået ved min beslutning om at blive hjemme og tage i kirke den dag selvom mand og børn tog i dyrepark. Lige pludselig kunne jeg også glædes ved deres tur til dyreparken i stedet for at bekymres og ængstes for dem.
Så måske skal vi øve os i at tage mere umiddelbart i mod verden, og give plads til at være i den som vi er, og slippe forventningerne til os selv og hinanden.