Det voksne menneskes kærlighed til sit eget indre barn.
Når jeg lukker øjnene og skuer ind i mit indre, tager jeg på en rejse ind i mig selv. Det er en rejse præcis som den jeg foretog, når jeg som lille satte mig ind i skabet for at rejse til usynlighedsland. Forskellen er bare at jeg i dag er voksen og nu kaldes det mindfullness, visualisering, eller selvhypnose. En anden forskel er også, at jeg i dag bliver accepteret for at foretage den rejse, og for at have brug for ind i mellem at gøre den. Det gjorde jeg ikke dengang jeg var barn, da blev jeg set som underlig, dagdrømmende eller ukoncentreret.
Jeg hørte en mor forklare sit barn en dag i bussen, at det at dagdrømme var hjernens måde at tage en velfortjent pause på. Jeg tænkte at hvis nogen dog bare havde forklaret mig det som barn, så ville jeg sikkert ikke have følt mig så forkert som jeg gjorde da jeg var lille og dagdrømte.
Og hvor vil jeg så hen med alt dette? Jo jeg møder rigtig mange mennesker i min klinik, som af den ene eller den anden grund har svært ved at holde fast ved sig selv og det menneske de er. Og rigtig ofte har det, lige som i min fortælling, noget at gøre med, hvordan deres person blev anskuet som barn. Ikke fordi alle traumer nødvendigvis stammer fra ens barndom, men fordi når vi er inde og berøre vores selvværd, så handler det meget ofte om den grundlæggende opfattelse af os selv, som vi har fået med fra de allerførste år af vores tilværelse, en opfattelse som kan være særdeles svær at rokke ved.
Når jeg tænker tilbage på den lille pige inden i mig, som en enkelt gang på sin fødselsdag ville vise pigerne fra børnehaven hvad usynlighedsland var og bad dem træde ind i skabet og opleve hendes verden, så brister mit hjerte næsten når jeg igen hører børnehavekammeraten sige for mit indre øre: ”Jamen der var jo ikke noget, der var jo bare mørkt”. For den lille pige som synes hun havde åbnet sit skatkammer åbnedes der et stort sort dyb af skam, og i det øjeblik traf hun en beslutning om at hun aldrig ville dele noget så vigtigt med andre børn mere i sit liv. Dette betød at jeg i rigtig mange af mine barndomsår havde rigtig svært ved at være sammen med andre børn, fordi jeg havde en stærk følelse af at de ikke forstod mig, og at jeg aldrig blev lige som dem. Da jeg nåede i gymnasiet var der en sød psykoterapeut Laila som hjalp mig til at indse at den del af mig, som var forblevet den dagdrømmende pige havde fået så lidt omsorg og var blevet gemt så langt væk, at jeg faktisk gik og ønskede mig af med hende. Da jeg opdagede det begyndte jeg at arbejde sammen med denne lille indre pige, og jeg begyndte at forsvare hendes ret til at stå på egne ben og at stå ved sig selv, og jeg besluttede mig for, at hun skulle have lov at berige verden med nogle af de ting som havde været skjult så længe.
For rigtig mange mennesker som har ondt i selvværdet, er den dybere årsag nemlig ofte, en side af deres personlighed ikke har modtaget den omsorg som der var behov for. En metode som faktisk kan rykke ved denne side af en selv, som ikke har fået tilstrækkeligt med omsorg, er at begynde at give den omsorg. På samme måde som en plante som mistrives og tørster vil begynde at blomstre hvis den får vand, så vil ens selvværd også blomstre når man begynder at give omsorg til de sider af sig selv, som man har gemt og glemt. Og en af måderne at yde omsorg til sine egne underudviklede sider er ved at. Rejse ind i sig selv, og undersøger den dybere årsag til at man på nogen punkter ikke er fulgt med sig selv. Nogen gange er det som i mit tilfælde enkelte øjebliksbilleder som hæmmer ens egen omsorg, og andre gange er det en lang række af dybe traumer som fylder. Hvis det voksne menneske kan tillade sig selv at se det lille barn, som stadig sidder og græder inde i dem selv, gå hen og tage barnet i hånden og gå med det ud i livet, så er man godt på vej til at give sig selv et bedre selvværd.