For noget tid siden var jeg på en MC-D restaurant. Mens jeg sad der og ventede på min mad, fik jeg øje, på et citat skrevet på væggen. ”Life is to be enjoyed not just endured.”
Da jeg lige først læste det tænkte jeg, ja de har ret, vi burde nyde livet noget mere og ikke bare udholde så meget.
Men efter at have funderet lidt over sætningen dukkede spørgsmålet op. Hvis vi kun skal nyde og ikke bare udholde, hvorfor udholder jeg så de dage i livet, hvor jeg bestemt ikke nyder det?
Så gik det op for mig, at det måske er en sandhed med modifikationer, og at jeg måske endda slet ikke er enig i det skrevne. Fordi for mig handler det ikke kun om nydelse, men også om at både det man nyder og det man udholder skal give mening og skal have værdi.
For selvom nydelse er værdifuldt, så er nydelse også flygtig fuldstændigt som et happymeal på en Mc Donals restaurant. På mange måder er citatet fuldstændig modsat det, som står over det kongelige teaters scene ” Ej blot til lyst”. Det står der netop fordi, teatret helst skulle give mere end blot lyst og umiddelbar nydelse, men også mening forpligtelse og eftertænksomhed.
Som jeg sad der, kom jeg til at fundere over, om vi i vores flygtige verden i dag er med til at skabe et miljø for os mennesker, hvor vi skal udholde ting i vores liv, som vi ikke har tid til at finde ud af, om giver mening? Og om konsekvensen heraf bliver, at vi søger den flygtige nydelse som erstatning for en sådan mening?
Og så gik det op for mig, at der kan være en sammenhæng mellem, at vi på denne måde kommer til at leve vores liv efter det første citat :” life is to be enjoyed, not just endured” og så det at et stigende antal mennesker bliver deprimerede, stressede, skilte og ensomme.
For når vi udholder ting, som ikke giver mening, men som andre har bestemt, at vi skal udholde, så kommer vi til at søge efter en flygtig lykke og nydelse, for at holde ud med det vi skal. På denne måde får man hverken taget stilling til, om det udholdte eller det man nyder giver mening eller har værdi.
ydermere ender den umiddelbare nydelse ofte med at blive en flugtvej, i stedet for egentlig nydelse hvilket ikke nødvendigvis er værdifuldt eller meningsfuldt.
Kunne vi i stedet for at søge den umiddelbare flygtige nydelse, forsøge at finde ud af hvad der giver vores liv mening og værdi på den lange bane, og hvad vi som konsekvens heraf må holde ud med?
Fx : Hvis det er meningsfyldt for en at få børn, så giver det også mening at holde ud med mange søvnløse nætter.
Eller: Hvis det er værdifuldt at være i et parforhold, så giver det også mening at tage de svære samtaler om det, som ikke fungerer.
Og så ville nydelsen måske dukke op af sig selv som en bonus.