Når mennesker jeg møder i klinikken, kommer med traumereaktioner som er opstået i relationen til deres forældre, så er det ikke så sjældent at traumatiseringen ofte stadig foregår, også selvom klienten er et voksent menneske og ikke længere barn.

Dette sker med ret store konsekvenser for de klienter jeg møder. De risikerer at udvikleudvikler depression, angst, spiseforstyrrelse, misbrug eller selvskade.

Og hvorfor så det? Hvorfor bliver mennesker som bliver ved med at blive såret i relationen til deres forældre, ved med at opsøge den kontakt, som er så skadelig for dem?

Håb

Det er der en helt særlig grund til. Det er håb. Håbet om at far eller mor, endelig vil vågne op og blive til de voksne omsorgsfulde forældre som klientens indre barn drømmer om.

På mange måder er håbet jo en enorm helende kraft for os mennesker.  Det kan det også godt være det i relationer mellem børn og forældre hvor barndommens traumer har været ødelæggende for relationen da klienten, var barn.  Men det er typisk i tilfælde hvor der måske allerede er sket en forandring eller der er en reel tro på at forandringen kan skabes. Det giver en mulighed for samtaler, hvor fokus kan rettes imod hvad der kan forandres i relationen nu.

Men i relationer hvor traumerne stadig står på. Hvor far for eksempel stadig drikker, eller fortsat ikke møder op til aftaler. Situationer hvor mor fortsætter med at opføre sig nedladende, eller stadig hælder sine bekymringer ud over sit voksne barn. Ja her bliver håbet om at far og mor vågner op og bliver til den forælder klienten drømte om en fortsættelse af hele tiden at støde ind i det traumatiske.

Sorgen over tabet af den forældre der kunne have været

Denne gentagelse af traumet sker fordi mennesker som kommer i min klinik, lever med en ambivalens i relationen til deres forældre. På den ene side kan de godt se at de bliver såret gang på gang ved at opsøge den negative og kritiserende mor i håbet om forståelse, eller ved at møde op ved toget for igen at konstatere at far som forventet ikke er med, selvom det var aftalen.

På den anden side bliver de ved med at opsøge det, fordi de fortsat håber på at mor eller far bliver til det menneske eller den forælder som klienten ønsker sig.

Håbet lever fordi erkendelsen af at far ikke holder op med at drikker, og mor aldrig kan se mig for den jeg er og ikke kommer til det, er en meget smertefuld og sorgfyldt erkendelse, som de fleste vil gå langt for ikke at nå til.  For hvad så? Skal man så bare afbryde kontakten eller relationen?

Det er der nogen som gør, men i langt de fleste tilfælde kan erkendelsen, af at far eller mor ikke bliver til den forælder jeg drømte om, og at det er en sorg, være en mulighed for at give slip på det håb som hele tiden havner i en gentagelse af traumerne. Og i stedet en mulighed for at stille et nyt spørgsmål, nemlig hvilken relation kan og vil jeg så have til det menneske som er min far eller mor, med alle de udfordringer  de har i deres liv?

Kan du genkende noget af dette? så kan jeg måske hjælpe https://kristinegraugaard.dk/traumatiske-oplevelser/

andre relevante blog indlæg kunne være https://kristinegraugaard.dk/at-blive-set-og-overset/

Indlægget Sorgen over at du ikke er den jeg troede du var blev først udgivet på Psykolog Kristine Graugaard.

Depressionen som universal sandhed.

I klinikken møder jeg ofte mennesker som er havnet i en depression, fordi de sjældent har oplevet at blive set som dem de er.

De har oplevet sig gjort forkert for ting de godt kunne lide.  De er blevet hånet eller bare mødt med ligegyldighed, når noget begejstrede dem.

Når man livet igennem er blevet mødt med afvisning, eller er blevet nedgjort når der var noget man glædedes ved eller godt kunne lide, så holder man til sidst op med det.

så opstår depressionen

Så tilpasser man sig. Og man begynder at opfatte de andres ligegyldighed eller vrede rettet mod én som en universal sandhed.

Så er det nok også bare mig som er forkert.

Hos mennesker som har levet med denne ”universale sandhed” af at være forkert det meste af livet, opstår der også en sorg ved, og angst for at slippe depressionen. For hvis jeg ikke er forkert? Hvis ikke jeg er hende eller ham der skal gøre alt for at andre har det godt? Hvis ikke jeg er i mørket?

Hvem er jeg så?

Og det er her, det kan være en stor hjælp at kigge på relationer eller elementer i livet, som så alligevel har fået betydning. Heldigvis skal der ikke altid så meget til, før vi føler os set.

Det kan være mindet om mormors grønne sofa, og at hun så behovet for at lege te selvskab. Det kan være en lærer som så ens talent for at skrive eller tegne. Eller en ny kærlighedsrelation, som respekterer én for den man er.

Ved at gå på opdagelse i disse erindringer eller nuværende situationer i livet, som minder os om at vi er lige som vi skal være. Så kan det blive lidt mindre sorgfyldt, lidt mindre angstfyldt at slippe depressionen.  Og også lidt mere håbefuldt at gå livet i møde og lade sig begejstre på ny.

Så de gamle fortællinger, som stammer fra møder med dem som alligevel ikke så en, ikke får lov til at styre livet.

Indlægget At blive set og overset blev først udgivet på Psykolog Kristine Graugaard.

Jeg ser ofte voksne med lavt selvværd, som dukker op i klinikken når de er gået ned med stress.

Selvværd og selvtillid

Og hvorfor så det? Jo, fordi det som sker med mennesker som har et lavt selvværd, er at de finder ud af at de kan noget andet, enten intellektuelt, sportsligt, medmenneskeligt eller håndværksmæssigt. Igennem dette udvikler de en stolthed ved at præstere, som styrker deres selvtillid. Altså tilliden til at kunne opfylde de krav der bliver stillet til dem.

Men fordi de fortsat lider under det lave selvværd. Altså den manglende tillid til at jeg er god nok som det menneske jeg er, uanset min præstation. Så kommer de til at leve fra præstation til præstation for hele tiden at bevise deres værd.

Dette betyder at mennesker, som lever med et lavt selvværd, men har en overudviklet selvtillid, stort set aldrig siger nej. For hvem vil sige nej til at gøre noget, som kan bevise at jeg gør det godt nok, når jeg nu ikke føler mig god nok?

Stress og det manglende nej

Dette manglende nej er ofte det som ender i en stressproblematik. Fordi kroppen siger stop fordi den ikke kan sige ja flere gange.

Det andet problem som opstår, er at mennesker med denne type problematik ikke får det ud af det de håber på. For når man konstant lever for at opfylde andres krav, hvordan skulle man så vide hvem man selv er, og hvad man selv gerne vil. Dette betyder at man i kampen for at bevise sit værd faktisk ender med at lægge yderligere pres på selvværdet, også uden at ville det.

Et typisk eksempel er at sige ja til at tage i biografen og se en film man egentlig ikke har lyst til. Blot fordi en ven har lyst til at se denne film. For så synes min ven sikkert jeg er god nok. Men hvis ens eget behov var at se en anden film, eller blive hjemme fordi man ikke orker at gå ud, så bliver ens egne behov undertrykt. På den måde kommer der ikke noget igen fra andre mennesker, fordi man ikke får udtrykt hvad der var ens eget behov. Men man bliver også dårligere i stand til selv at mærke og opfylde egne behov

Det er mønsteret der er problemet

Det er ikke den enkelte gang man gør noget for andres skyld at dette er et problem. Problemet er hvis det konstant er sådan, fordi man så aldrig får en styrkelse af eget værd, og egne behov. Netop fordi man altid er optaget af at opfylde andres krav.

Man ender så at sige med at kompensere for det lave selvværd med en overudviklet selvtillid, som gør det vanskeligt at mærke sig selv og egne behov.

Indlægget Stress, selvtillid og lavt selvværd blev først udgivet på Psykolog Kristine Graugaard.

Og som for så mange andre, er det også svært for mig ikke ind imellem at blive fanget ind af angsten og uroen for hvad det betyder. For mig, for min familie, og for verden i det hele taget.

Det er vanskeligt ikke at blive suget ind i den konstante nyhedsstrøm, som dundrer derudad med oprustningstrommer.

Selv min mand tænder ikke længere radioen om morgenen.

Frygten for krig er forståelig.

For det er rigtigt at vi befinder os i en alvorlig situation. Uforudsigeligheden er med til at sætte vores alarmsystem i gang. Og vi kan let komme i den vildfarelse, at vi ved at holde øje med situationen hele tiden, på en eller anden måde kan få kontrol med den.

Det er der på den ene side noget rigtigt ved, men der er også noget illusorisk ved det.

Hvis det at følge med blot generere overvældelse og passivitet, så bliver det til en illusion at vi handler ved at følge med. Og så bliver det til en besættelse, som kommer til at fodre angsten.

Hvis vi derimod kigger på hvad vi selv kan gøre konstruktivt ved det, så bliver det at følge med måske mere en mulighed for at handle konstruktivt på frygten.

Det kan være et handle europæisk når man køber ind, preppe, eller finde et alternativ til google og AI.

Frygten må ikke stå i vejen for livet

Et andet væsentligt budskab er også at selvom mørket truer, så er der lige nu fred i Danmark. Og det faktum giver os også en mulighed for at fokusere på og måske finde tilbage til, hvad der er vigtigt. Hvad er det lige præcis i mit liv, som er vigtigt at stå vagt om og værne om? Hvad er det jeg skal bruge min tid på lige nu, netop fordi bomberne ikke regner om ørerne på os?

Forleden tog jeg en lang cykeltur med min mand. I weekenden var jeg ude og vinterbade med en veninde. Og samme weekend lavede vi sen slowfoodaftensmad under stjernerne over bål. Alt sammen ting som jeg vil gøre alt hvad jeg kan for at passe på.

Så hvad er vigtigt for dig derude? Hvad gør du for ikke at blive fanget af frygten for krig?

Indlægget Er du bange for krig? blev først udgivet på Psykolog Kristine Graugaard.

Dette blogindlæg er måske det alvorligste. Det omhandler frosne relationer hvor den enes eksistens er i fare. Det er der hvor vold og social kontrol af den ene part i forholdet bliver til hverdag, og truer med at erodere eksistensgrundlaget for den ene part i forholdet.

Det kan både være mellem kærester, hvor enten manden eller kvinden udøver vold eller social kontrol over for den anden, så det bliver til fare for partnerens eksistens. Men jeg ser det faktisk også i forholdet mellem forældre og deres børn. Hvor en mors eller fars sociale kontrol over for sit barn, kan erodere barnets eksistensgrundlag. Her vil jeg dog for nemheds skyld holde fast i at beskrive relationen til en partner.

De fleste mennesker kan udefra set godt sætte sig ind i, hvorfor det kan være svært at italesætte problematikken overfor sin partner, hvis man lever i et voldeligt forhold. Det kan være sværere at forstå hvorfor mennesker, som lever med fysisk og psykisk vold, ikke bare forlader forholdet? Hvorfor de vælger at blive i relationen som er frosset fast?

Så hvorfor bliver man i et psykisk voldeligt forhold?

Her tror jeg det væsentligt at forstå, at mennesker som er blevet spundet ind i et voldeligt forhold, ikke nødvendigvis er blevet udsat for vold og trusler fra dag et. Men at det at leve i et sådant forhold består af en cirkel af honneymoonperioder – efterfulgt at konflikt, trusler og vold, – forsoning og herefter en ny honneymoonperiode. Dette sker på en sådan måde at den som er udsat hele tiden, bevarer håbet om at relationen kan blive god og harmonisk.

Parallelt med denne bevægelse sker der samtidig det, at den udsatte parts selvværd langsomt men sikkert nedbrydes gennem den psykiske og nogle gange også fysiske vold. Det er her vi finder forklaringen på, at det kan være så vanskeligt at træde ud af denne type af fastfrossen relation. Fordi håbet for relationen bliver bevaret, samtidig med at tvivlen på, om det nu var ens egen skyld, at det blev sådan, begynder at vinde mere og mere indpas. Desuden bliver oplevelsen af at være forkert og ikke berettiget til sin egen mening om ting ofte også mere og mere fremtrædende.

Konsekvensen af denne bevægelse er altså, at den, som er fanget i en sådan relation, langsomt mister sin identitet og oplevelse af sit eget værd som berettiget.

Og hvad stiller man så op hvis man oplever en sådan trussel mod sin eksistens i relationen til den anden?

I klinikken oplever jeg at det som er hjælpsomt, er at styrke den udsatte parts fornemmelse af sin egen værdi og eksistensberettigelse. Desuden styrke bevidstheden om, at du som menneske har ret, men også pligt til at sætte grænser i relationen til det andet menneske for at passe på din egen eksistens.

Det er ikke nogen let proces, og det er ofte forbundet med angsten for konsekvenserne ved at begynde at stå mere ved sig selv. Men når det lykkes, skaber det en frihed til igen at være sig selv. I stedet for som før, at være reduceret til offeret for en fastfrosset voldelig relation.

Har du behov for hjælp til en fastfrossen relation? Læs mere om parterapi.

Indlægget Når relationen fryser fast 2) blev først udgivet på Psykolog Kristine Graugaard.

Om lørdagen hører jeg ind imellem Sara og monopolet. En af de sætninger jeg hører gentaget rigtig ofte er ” Jamen, det er jo næsten det vi siger til alle dem der ringer eller skriver ind: Tal om det!”

Men hvad gør man så, når det netop ikke er muligt at tale om de konflikter, som kan opstå imellem en selv og det andet menneske? Hvad stiller man op hvis dialogen er frosset fast?

Det vil jeg gerne dykke ned i, i dette og de følgende blogindlæg.

I klinikken stiller jeg ofte følgende spørgsmål:” Er det muligt at italesætte det konflikten handler om, overfor den konflikten drejer sig om?”

Svarerne er mange. Det kan typisk være. ” Det ville være grænseoverskridende.” Det kan også være ” Det har jeg prøvet, men det kom der ikke noget godt ud af ” Eller svar som ”Nej. Vi taler ikke rigtig om følelser på den måde i min familie.”

Som oftest kan det lade sig gøre sammen med klienten at undersøge, hvad der kan være på spil. Enten det er i ens eget forhold til at italesætte konflikter, men også hvad der kan komme til at blokere, i måden man kommunikerer på i relationen med det andet menneske.

Men indimellem støder jeg i klinikken på relationer hvor konflikten er frosset fast. Hvor muligheden for dialog om konflikten i værste fald ender i yderligere konflikt og kan blive traumatisk for begge parter.

Så hvad stiller man op, når relationen til det andet menneske er frosset fast?

Jeg er ret sikker på der ikke er et enkelt svar på lige præcis dette spørgsmål. Formegentligt fordi der kan være mange forskellige grunde til fastfrysning af konflikter i relationer, som kan synes uløselige.

Når det så er sagt, vil jeg herunder nævne et par af de situationer, som jeg ser gå igen i min klinik, hvor konflikten er så fastfrosset at det kræver andre veje at gå, end blot at undersøge muligheden for dialog med det andet menneske:

• Når det andet menneske bliver en trussel mod min eksistens
• Når vores konflikt slider os begge så meget ned, at jeg ikke længere tror på det vi kan sammen mere.
• Når der er noget i relationen som er vigtigt at holde fast ved, men konflikten mellem os kommer til at fylde alt og jeg er sikker på vi ikke kan løse konflikten.

I De følgende 3 blog indlæg vil jeg forsøge at folde disse tre eksempler på uløselige konflikter i relationer ud. Jeg vil så kigge nærmere på hvilke muligheder der så er for alligevel at forholde sig anderledes til de fastfrosne konflikter, og hvordan vi så kan leve med dem på en ny måde.

Har du behov for hjælp til en fastfrossen relation? Læs mere om parterapi.

Indlægget Når relationen fryser fast 1) blev først udgivet på Psykolog Kristine Graugaard.

Jeg har før skrevet om sorg her på bloggen. Og om hvordan man kan blive efterladt alene med sorgen hvis ikke vi taler om de afdøde, og holder det i live som var vigtigt mellem os og dem.

Et tomrum

Mit ærinde her er dog lidt anderledes. Det handler om en erkendelse jeg selv har haft da et nærtstående familiemedlem døde.

Hun var gammel og havde levet et langt liv, så det kom på den måde ikke som et chok at døden også kom til hende.

Alligevel efterlader det altid en tom plads der hvor der før var et menneske man kunne kramme og holde om. Der hvor der før var dybe samtaler, og et lyttende øre, er der nu et tomrum.

Og selvom jeg på ingen måde er efterladt alene tilbage af dem som er omkring mig, så efterlades jeg alligevel alene med savnet af netop den relation som var mellem mig og hende.

Fordi alle mennesker er uerstattelige, og trods det at jeg har masser af andre relationer med kram og dybe samtaler, så kan andre alligevel aldrig erstatte lige netop den plads dette menneske og denne relation havde for mig.

At give slip

Fordi lige netop det menneske vi har mistet, havde en værdi som er helt sin egen, og som ikke lader sig erstatte af sammenlignelige værdier eller vigtige elementer i andre relationer, så må vi acceptere sorgen og tabet af denne relation. Og det er vanskeligt for de fleste at gøre dette fordi tabet er fuldstændigt.

Men hvad så? Er vi blot fortabte med en ekstra tom plads i hjertet hver gang nogen dør?

Det tror jeg ikke vi behøver at være. I mit tilfælde har jeg masser af gode minder. Gode minder med den kvinde jeg mistede, som har haft stor værdi i mit liv. Erindringer som minder mig om hvilke værdier jeg har brug for, men også forpligtet mig til at tage med videre i mit liv.

Disse erindringer og værdier kommer ikke til at erstatte relationen til den jeg mistede. Men hvis jeg bærer ansvaret for dem med videre i tilværelsen, så vil den relation jeg har haft, altid eksistere i mig.

Forbundetheden mellem det fuldstændige tab og de værdier vi alligevel er forpligtet på.

I klinikken møder jeg det også. Og det som ofte bliver svært for mennesker her, er netop håndteringen af det fuldstændige tab af det menneske man elskede, og den sorg som følger med det.

Det kan være meget fristende at flygte fra den sorg, for ikke at være i smerten ved det fuldstændige tab.

Men sorgen har jo også den funktion at vise os at det værdifulde som var i relationen, ikke var ligegyldigt. Og derfor er det vigtigt ikke at flygte, men turde stå i sorgen og mærke hvad det var som vi havde der var værdifuldt, og så turde bringe det videre i livet på nye måder.

Har du brug for støtte i din sorg? Læs hvordan jeg kan hjælpe dig.

Indlægget Når en plads bliver tom blev først udgivet på Psykolog Kristine Graugaard.

Det er så let at blive opslugt af verdens mange krav, at man nogle gange kan blive helt blind for hvad der er vigtigt for en selv.

Jeg tror at vi i denne verden hvor vi altid er meget på, og altid kan komme i kontakt med andres mening om tingene, let bliver blinde for hvad der egentlig fylder os op som mennesker, hvad der giver os mening.

Fordybelse

Da jeg tog dette billede, tog jeg det med tanken om at det for mig repræsenterer rigtig meget af det som er vigtigt for mig. En solplet i min have med en bog og en kop te. Et uforstyrret sted hvor verdens krav og larm for en stund forsvinder.

Og alligevel har der sneget sig elementer af det jeg burde, med i min paradisversion af det som for mig er vigtigt, nemlig ro og fordybelse.

Der står en stige i billedet. En påmindelse om alt det havearbejde jeg ikke når. Der ligger også en bog, og selvom bøger for mig repræsenterer både pause og fordybelse, så er det Dostojevskijs roman om straf og forbrydelse som jeg på mange måder pga. af andres forventninger har ladet stå på hylden længe. Men måske af skyld over det, endelig har taget op.

Hvad er meningen?

Og hvorfor tager jeg så det op i dette indlæg?

Fordi jeg tænker at mange af de ting vi føler vi burde gøre, uvægerligt har det med at snige sig ind i selv de dybeste hjørner af det som er vigtigt og giver mening for netop os. Dette gør at vi faktisk blive ude af stand til at mærke vores egne behov rent. Måske fordi der i en travl og hektisk hverdag, så ikke bliver plads til at finde ud af hvad der er vigtigt, og værdifuldt lige præcis for sådan en som mig.

Måske er det også det, som ofte er med til at skabe både tomhed og ensomhed for mange af de mennesker jeg møder i klinikken. Fordi der aldrig rigtig bliver plads til at mærke hvad der er vigtigt for dem. Fordi alle de ting vi synes vi burde, kommer til at stå i vejen for det som er vigtigt.

Indlægget Hvad er vigtigt? blev først udgivet på Psykolog Kristine Graugaard.

Vi mennesker oplever alle sammen angst i situationer, hvor vi bliver bange for noget som truer vores sikkerhed. I disse situationer oplever de færreste mennesker angstsymptomerne som noget mærkeligt.

Men for mennesker som lider af angst, kan det i sig selv forstærke angsten, at angstens fysiske symptomer får en til at tro, at man er ved at blive sindssyg.

I disse dage sender tv2 en dokumentar som hedder presset ungdom. Dokumentaren fokuserer på at utroligt mange unge især lider af angst og depression i voldsom grad. Noget af det jeg bed mærke i da jeg så dokumentaren var, hvor ensomme de unge mennesker er, fordi det er tabubelagt at tale om at have angst eller depression, når man udadtil skal være perfekt.

Og det leder mig så frem til det jeg kom fra. Nemlig at hvis man er helt alene med sine angstsymptomer og aldrig har haft det før, og man ikke tør tale med folk omkring sig om det, ja så er det nærliggende at tro at man er blevet sindssyg, når ens krop lige pludselig reagere med symptomer som man ikke kan styre.

Når man som skolebarn er på vej ned til klassen, og lige pludselig oplever at kroppen ryster og sveder. At man har et mylder af tanker, om ikke at klare det hele, eller hvad de andre synes om en, og man er lige ved at bryde ud i gråd hele tiden. Ja så er det nærliggende at tro at man er blevet sindssyg. Og når jeg skal være perfekt, så må ingen se det.

Angsten reagerer som en brandalarm

I virkeligheden er angstreaktionen lige som reaktionen fra en brandalarm. Vores krop er designet til at gøre os opmærksom på fare, også hvis stimuli ude i verden blot minder om en farlig situation, men ikke reelt er farlige. Præcis som hvis man steger pandekager og har glemt at tænde udsugningen, og brandalarmen går i gang, fordi den reagerer på røgen i køkkenet, også selvom der ikke er ild i huset.

Hvis vores nervesystem tidligere har været i en situation, hvor en bestemt stimulus har været farlig for os, så lærer kroppen er reagere med angst, også selvom denne stimulus ikke er farlig i den nuværende situation. Præcis som brandalarmen reagerer på røgen og ikke på om der reelt er brand i huset.

Et godt eksempel kan være hvis man er barn af alkoholikere, og har oplevet at skulle ringe 112 fordi far eller mor er så fulde at de er blevet bevidstløse. Så kan man som ung opleve, at det at ens klassekammerater drikker alkohol til en fest, kan skabe ekstrem angst, koldsved og hjertebanken. Og hvis man så ikke er bevidst om at det er alkoholen der er årsagen til ens reaktion, så kan man blive angst for, at det må være fordi jeg er ved at blive sindssyg.

Et andet og måske mere klassisk eksempel er hvis man er blevet skældt voldsomt ud, enten af en lære eller af ens forældre for ikke at klare sig godt nok i skolen. Så kan bare det at gå hen i skolen eller ind i klassen lige pludselig afføde en reaktion som beskrevet ovenfor.

I begge tilfælde er hverken det at gå hen i skolen, eller at være til en fest som ung hvor der drikkes alkohol jo i sig selv jo faresignaler. Men fordi de i en tidligere situation har været til fare, så lærer kroppen at reagere på det at andre drikker alkohol, eller at komme i skole, som om det var tegn på fare, præcis som brandalarmen hyler når der er røg i køkkenet.

Er angst blevet en lidelse for dig? Læs hvordan jeg kan hjælpe dig.

Indlægget Angsten, den indre brandalarm blev først udgivet på Psykolog Kristine Graugaard.

Når man arbejder som psykolog kan der nogle gange opstå det problem at man kommer til at prikke til ting man nok burde have ladet ligge. Både i arbejdet med patienter, men måske især i ens private liv. Jeg er i hvert fald ind imellem her kommet galt afsted. Heldigvis er jeg omgivet af mennesker som er gode til på en kærlige måde at sige- Nej det er ikke svært Kristine, jeg er bare ked af det, eller jeg har ikke behov for vi taler om det lige nu, eller du skal ikke forvandle frokostpausen til en terapisession.

Indlægget Dilemmaet åbenhed: 3) Jamen jeg har det jo som jeg har det! blev først udgivet på Psykolog Kristine Graugaard.