Jamen jeg har det jo som jeg har det!
Når man arbejder som psykolog kan der nogle gange opstå det problem at man kommer til at prikke til ting man nok burde have ladet ligge. Både i arbejdet med patienter, men måske især i ens private liv. Jeg er i hvert fald ind imellem her kommet galt afsted. Heldigvis er jeg omgivet af mennesker som er gode til på en kærlige måde at sige- Nej det er ikke svært Kristine, jeg er bare ked af det, eller jeg har ikke behov for vi taler om det lige nu, eller du skal ikke forvandle frokostpausen til en terapisession.
I alle disse udsagn ligger nok den type af sproglig lukkethed, men meget vigtigt ikke er lukkethed per se, som jeg har haft sværest ved at forstå menneskers behov for.
Min mand sagde det meget tydeligt til mig engang hvor jeg var meget vred og hele tiden ville finde sproglige årsager til hvorfor, så sagde han:” Hvorfor kan du ikke bare være sur, uden at skulle vide hvorfor? Det er vel okay.
Dilemmaet omkring åbenhed er i mange af de ovenforstående situationer ikke at man føler sig alene med sin ked af det hed, sin vrede eller sine dæmoner, for der er nogen som er der, men at man gerne vil have plads til bare at være med sine følelser uden at nogen skal forstyrre øjeblikket med ord.
Nogle klienter har ind imellem sagt det sådan her :” Det føles lidt nogle gange som et pres for at jeg skal få det bedre når folk spørger til det, og jeg føler jeg har mere brug for at acceptere at min sorg eller frustration er okay.
Hvis man eksempelvis er i sorg over tabet af et menneske som man elskede, så løser ord jo ikke sorgen op nødvendigvis, de bringer jo ikke ens kære tilbage. Så her kan den sproglige åbenhed nogle gange blive en barriere for den åbenhed der ligger i bare at være sammen med et menneske som sørger, bare at blive holdt i hånden, eller sidde stille sammen.
Det betyder ikke at man nødvendigvis skal lades alene med sorgen, men måske snarere at åbenhed her kan have flere ansigter end blot sproglig åbenhed, og at i accepten af en følelsesmæssig tilstand er der ikke nødvendigvis behov for sproglig åbenhed om det. Men blot en væren sammen med det andet menneske der hvor de er. Så de kan have lov at have det som de har det.