Når tilliden ender som svingdørspatient
I denne anden del af blogindlægget vil jeg gøre opmærksom på et dilemma, som ligger noget i forlængelse af at være alene med sine dæmoner, men som nok alligevel ikke helt er det samme. Man kan sige at hvor det at blive alene med dæmonerne handler meget om den indre kamp ifht. til åbenhed, så handler tillidsaspektet mere om den sociale mulighed for at blive genkendt når man åbner op for sine dæmoner, og hvor vidt denne mulighed er til stede?
Hvorfor er tillid så væsentlig for at vi overhovedet kan have åbenhed? Jo for hvis vi nære tillid til at vi kan blive mødt, forstået eller set som dem vi er også når vi åbner op og taler om de svære ting, så bliver det alt andet lige lettere at være åben om lige netop det som kan være svært for mig. Samtidig kan det at nære tillid nok i relationen til at åbne op for de indre dæmoner også give en fornemmelse af at selvom jeg åbner op om dem, så er jeg okay, og lige som jeg skal være. På denne måde skabes der en overensstemmelse mellem hvilket ansigt man viser udadtil, og hvilken følelse der findes inden i en.
Hvad sker der så når tilliden ender som svingdørspatient. Jo hvis man ikke har haft ovenstående fornemmelse af at blive hørt eller set når man forsøger at åbne op om ting som kan være svære for en, men er blevet fejet af med sætninger som – Hold op med det tuderi – det går nok over- skulle du ikke snart komme videre, eller tag dig nu sammen – Listen er lang, så risikere man at blive ramt af skam over ikke at kunne være ligeglad med de dæmoner som plager en indeni, og så skabes der en uoverensstemmelse mellem ens indre verden og den måde man møder verden udadtil. Denne uoverensstemmelse er et meget pinefuldt sted for de fleste at være i.
Møder man så mennesker på sin vej, som faktisk er i stand til at møde en med de dæmoner man kæmper med indeni, så kan der opstå det jeg kalder, tilliden som svingdørspatient, hvor man nogle gange er i stand til at være åben og andre gange får skammen så meget fat i en, skammen som måske ikke engang høre til denne nye relation, at man slet ikke kan få fremstammet et ord.
Her skal man være opmærksom på at fordi tilliden til at man kan åbne sig uden at blive skammet ud kan ligge på et lille sted, så skal der ikke mange fejltolkninger til før skammen får taget over og tager tilliden som gidsel igen.
Her kan det være vigtigt ifht. åbenhed at navigere som tidligere beskrevet ved at stå ved flodbredden med tæerne i vand ifht, at gå langsomt frem, så man ikke åbner for hurtigt og bliver såret, men så man samtidig ikke acceptere at skulle undvære den gave der kan være i at åbne op for et menneske som faktisk er i stand til at møde en der hvor man er.