Læs tidligere blogindlæg om forhold og konflikter her
På det seneste er det blevet tydeligt for mig både i mit eget personlige liv, men også i mit professionelle virke som psykolog, at en angst som virkelig ligger dybt i alle mennesker er angsten for at miste forholdet til dem som står os nærmest.
Denne angst har derfor stor betydning for hvordan vi handler i disse forhold, og hvad det gør ved os selv som mennesker.
For nogen mennesker er angsten for at miste blevet så voldsom, at de som oftest sætter deres egne behov til side for at gøre den anden tilfreds, i håb om at dette vil forhindre den elskede i at forsvinde fra deres liv.
På den ene side er det en stor styrke at kunne sætte sig selv til side for et andet menneskes skyld når det kræves, på den anden side bliver det uhensigtsmæssigt hvis det bliver en mere permanent tilstand hvor man hele tiden vil gøre den anden tilfreds for ikke at risikere at miste.
den angste og den elskede
Og hvorfor nu det?
Jo for hvis det angste menneske hele tiden sætter sig selv til side for sin elskedes skyld, så glemmer eller overser vedkommende sine egne behov, og dette kommer til betyde at den angste kommer til at se egne behov som mindre værd. Og hvis ens egne behov er mindre værd end den andens, så er den angste sat i en position hvor vedkommende opfatter sig selv som mindre værd end den elskede.
Denne mindreværdsfølelse, øger igen den uhensigtsmæssige adfærd, fordi den angste så kommer til at stræbe efter den partnerens omsorg gennem yderligere tilsidesættelse af egne behov for at tilfredsstille ham eller hende.
Derfor bruger den angste i stedet al sin energi på at opnå anerkendelse fra den elskede. Hvis den elskede så bliver vred eller truer med at gå fordi vedkommende føler sig omklamret, så vender det angste menneske frustrationen over ikke at blive forstået indad og tænker: ”så må jeg yde endnu mere”.
Således bliver indadvendt frustration og manglende egenomsorg til selvdestruktion, og stærk afhængighed af det andet menneske.
At bryde mønsteret.
Det væsentligste første skridt i retning af at bryde dette mønster, er en anerkendelse af at mønsteret slider en ned. Hvis man ikke giver en plante vand, men sætter den i skammekrogen, så visner den. På samme måde visner et menneske også indeni hvis ikke det er i stand til at yde sig selv omsorg.
Når man er nået hertil i sin erkendelse, har man behov for at lære to ting:
1) Hvordan drager jeg omsorg for mig selv når jeg altid har været vant til at få det fra andre?
2) Hvordan holder jeg fast på egne behov i relationen til andre, når jeg nu altid har kritiseret mig selv?
Vejen til disse to elementer er meget forskellig alt efter det menneske man har med at gøre, nogen har brug for kognitiv adfærdsmæssigt langsom at ændre adfærd, og andre har brug for anerkendelse af sig selv gennem visualisering og hypnose.
Spørgsmålet som den angste nok her vil stille er så. Jamen hvis ikke jeg sætter den andens behov først er der så ikke en risiko for at min elskede forlader mig?
Svaret er der er altid en risiko for at blive forladt, men at det er en del af livet, fordi vi mødes og skilles, og i hvert til fælde om ikke andet så når vi dør. Men selvom vi mister et menneske, så mister vi aldrig den kærlighed, som vi har oplevet.
Når det er sagt, så er det elskede menneske jo i en relation med den angste fordi den elskede rent faktisk elsker den angste, og dermed ønsker at se den angste blomstre. Hvis man anskuer det i dette lys må man formode at såfremt den angste lærer at drage omsorg for sin egene behov, så vil kærligheden fra den elskede formegentlig kun blomstre endnu mere.