Er det nyttigt at kende sine egne grænser? Er det nyttigt at kende andres grænser, og overfor hvem og hvornår skal de sættes?
Jeg tænker at dette spørgsmål kan være rigtigt vanskeligt at svare på hvis man ikke ved ud fra hvilke kriterier eller værdier grænserne skal sættes. Jeg tænker at det er vanskeligt for både unge og voksne i vores tid at finde grundværdier at sætte grænser ud fra.
Jeg bryder mig egentlig ikke om ordet grænser, fordi det repræsenterer en slags forhindring, som negativt forhindrer ens i udfoldelse på et bestemt område.
Derfor er jeg af flere grunde blevet vild med ordet ramme(r). Når man rammer noget ind, så sætter man det positivt i fokus, og når man rammer noget i folk, så er det fordi man er i kontakt med et menneskes kerne, eller deres grundværdier, hvoromkring rammen danner en hensigtsmæssig beskyttelse.
Og hvorfor er det nu så vigtigt, jo fordi rigtig mange af de voksne eller unge mennesker jeg sidder med i min klinik, kommer med en af 2 problematikker:
1) de har som børn enten fået sat så mange grænser af deres primære voksne i livet, at de nærmest ikke tør tænke noget om hvad de selv synes, enten fordi det kan være farligt, eller fordi tendensen i hjemmet er: ”det taler vi bare ikke om”… Desværre findes dette stadig hyppigt.
2) eller de har som børn haft for få rammer, og for meget ”gør du bare det skat,” fra forældre som er så optagede af deres eget liv, at de nærmest glemmer, eller måske ikke orker at de har et barn.
I begge tilfælde kommer barnet til at føle, at det ikke har særligt stor værdi som det barn det er, og dette lave selvværd bringer vedkommende med stor sandsynlighed med ind i voksenlivet.
Barnet som har fået for mange, eller forkerte grænser af de primær voksne i sit liv, vil komme til at føle at de følelser og holdninger, som det selv har, er forkerte og dermed værdiløse. Dette sker når barnet oplever at far og mor skælder ud, eller måske ligefrem slår, når barnet træder ved siden af.
Det barn som vokser op i et hjem hvor alting er lige gyldigt, vil ikke nødvendigvis føle sig forkert, men vil mere opleve at være uvæsentlig eller uvigtig for sine forældre, og dermed hele tiden søge at finde et område hvor de kan blive vigtige.
Hvis disse mennesker tager følelsen af værdiløshed med ind i deres voksne liv, vil begge grupper have behov for at finde ud af hvilke rammer, som passer til dem. Hvilke rammer skærmer dem i livet og giver dem mulighed for at skabe sig en plads i livet, som er deres?
Ligeledes vil der være behov for at blive bevidst om hvad der skal rammesættes; Hvad rammer dem? Hvilke værdier er det vigtigt at ramme ind? Hvorfor de er vigtige for lige netop dette menneske?
Lidt som hvis de skulle hænge et billede op, som vækker genklang i dem. De skal finde ud af hvor stor en ramme det skal være, og hvilken form den skal have. Hvilken ramme skal sættes for at livet passer dem bedst muligt, så de respekterer sig selv og deres omgivelser. Samtidig skal de finde ud af hvad der er vigtigt at sætte i ramme i deres liv, for at det rigtige bliver sat i fokus i lige præcis deres tilværelse.
Derfor kan jeg godt lide ordet ramme, fordi det er en afgrænsning som har til formål at overskueliggøre hvad der er vigtigt i et menneskes liv, og at fremhæve det positivt.
Og det giver muligheden for at sige pyt… til det tabte udenfor rammen.