Hvis det var min søn som havde stillet det spørgsmål ville jeg have svaret ham:” så prøver man lige så stille at leve lidt alligevel.”For snart et stykke tid siden kom en veninde med et postkort, der forestiller en lille dreng som hiver sin mor i skørtet og spørger:” moar hvad hvis man er så bange for at dø, at man ikke tør leve?”
Hvis det var min søn som havde stillet det spørgsmål ville jeg have svaret ham:” så prøver man lige så stille at leve lidt alligevel.”
Og hvorfor så dette svar?
Jo fordi livet er en gave.
I mit liv oplevede jeg for nylig at være meget tæt på at miste et menneske som står mig meget nær. Heldigvis fik jeg lov til at beholde dette menneske i mit liv.
Så fra at livet bare havde været en hverdag som jeg, lige som jeg tænker de fleste andre gør, tog for givet, med alle dens konflikter og også dejlige øjeblikke; så gik det op for mig at hvert eneste øjeblik, om det er et konfliktfyldt et, eller et øjeblik af overordentlig skønhed, så bliver vi nødt til at opleve det som en gave. For vi får kun denne ene chance, og vi ved ikke om vi er her i morgen.
Af denne grund er vi nødt til at forsøge, at modtage livet som den gave det er, i de portioner vi som enkeltmennesker kan rumme. For hvis ikke vi gør det, så spilder vi de smukke øjeblikke i livet med at gå og spekulere på hvornår vi nu mister dem igen. Og det eneste som er helt sikkert er at vi under alle omstændigheder mister det fordi vi på et eller andet tidspunkt alle sammen skal sige farvel.
Så det der er essensen er vel, at den eneste måde vi i virkeligheden kan modtage vores liv er ved fuldt og helt at være i det når det er der, for ellers får vi det vi ikke. Så vil de øjeblikke med solnedgange med en som står os nær, være fyldt med forstyrrende tanker om ”hvornår gider han mig ikke mere” eller ”det kan godt være solen skinner nu, men det regner nok i morgen”
Så altså prøv at modtage livet som den gave det er, lidt lige så stille alligevel.