Læs tidligere blogindlæg om stress her
Jeg har flere gange i livet været der, hvor jeg synes det hele var lidt svært, og jeg følte, at jeg bare skulle tage mig sammen og klare det.
Tit og ofte har problemet været at følelsen af udmattelse i kroppen er dukket op længe før den kognitive forståelse af, at det jeg var i gang med var at køre mig selv helt i sænk.
For når jeg står der helt udmattet og tænker, at jeg både skal klare det hele på hjemmefronten, i mit arbejdsliv og være der for venner og familie, så kører hjernen kun en fortælling: nemlig – de forventer af dig at du klarer det!
Jeg har faktisk aldrig oplevet, at nogen egentlig bare forventede af mig, at jeg bare skulle klare det. Problemet er, at når jeg ikke siger højt at jeg er udmattet, så ser dem der er omkring mig, jo bare at jeg klarer det. Hvordan skulle de så vide, at jeg har brug for deres hjælp og støtte eller bare et lyttende øre.
Jeg hører også ofte denne fortælling i mit arbejde i klinikken. “Jamen når alle de andre nu klarer det uden at gå ned med flaget hvorfor kan jeg så ikke?” Måske er det bare fordi de også ”bare klarer det” og man ikke kan se det på dem.
For nylig var jeg til et kursus i det dobbelte KRAM, som omhandlede både mental og fysisk sundhed, her viste foredragsholderen en kurve over, at psykiske lidelser er steget med eksponentiel hastighed siden 1980erne. Så måske er det ikke bare, alle de andre som klarer det. Måske handler det om, at mange af os ind imellem går rundt og tror, at de andre forventer, at vi bare klare det hele uden at kny.
I virkeligheden er vi mennesker flokdyr lige som løver og aber. Vi kan slet ikke klare os uden hinanden eller ud at dele med hinanden, når vi synes det er lidt svært. Derfor står R i det dobbelte kram også for relationer. For de fleste af os finder mening i at dele med andre, og vi får muligvis også et mere realistisk billede af, hvad vi faktisk forventes at klare, når vi deler med andre, at vi ikke kan klare alt.