DRs dokumentar Barndom på Bistand skar mig i hjertet, fordi disse børns muligheder, også i deres fremtidige liv, bliver begrænset fra begyndelsen.
I udsendelsen vises det, at disse børn bliver forsøgt støttet af kommunen via tiltag som kontaktpersoner eller aflastningsfamilier. Det er samtidig også for mig som psykolog tydeligt, at denne gruppe af børn og deres voksne i stigende grad er udsat for en negativ stigmatisering fra samfundet. Denne stigmatisering kan gøre det svært for disse børn at hive sig selv op ved håret, når de selv bliver voksne.
Når man som barn på den ene side skal forholde sig til, at man har en forælder, som man skal tage hensyn til, og man derfor i høj grad selv skal tage ansvaret for en del praktiske gøremål i sit liv, og så samtidig får at vide i skolen af de andre børn, at man er en nasserøv, eller underlig, fordi man går i noget forkert tøj, så gør det noget ved ens følelse af værdi som menneske. Dermed risikerer disse børn at ende med lavt selvværd, højere sandsynlighed for angst, depression og selvmordstanker.
I en rapport om sammenhængen mellem fattigdom og afsavn fra SFI, det Nationale forskningscenter for velfærd, d.26.02 2016 konkluderes bl.a., at:
Psykiske lidelser er generelt en risikofaktor for at være langvarigt uden for arbejdsmarkedet og for at have en lav indkomst. Samtidig kan økonomisk stress være med til at forstærke psykiske problemer.
Når man så som samfund beskærer kontanthjælpsmodtagernes ydelse endnu mere med begrundelsen ”det skal kunne betale sig at arbejde”, så skaber man for disse menneskers børn et endnu større pres for at bruge deres sparsomme ressourcer på at passe på deres forældre og søskende og hjælpe dem til at få dagligdagen til at køre.
Den ressource, børnene ellers skulle have brugt til at påbegynde deres egen tilværelse igennem uddannelse og arbejde. Det begrænser deres fremtidige muligheder.
Så jeg ville ønske vi kunne opfinde et slogan der hed: ”Det skal kunne betale sig at leve” i stedet for ”Det skal kunne betale sig at arbejde”