Når vi mennesker mister, så sørger vi. Det er en helt normal menneskelig reaktion på et tab.
Ofte sker der blot det at denne periode med sorg bliver undertrykt, enten fordi man synes man skal være den trøstende part, eller fordi man ikke må vise svaghed.
Det er dog ikke altid sådan at tab leder til sorg, og ikke alle reagerer lige voldsomt på det at miste, så hvis ikke man går og føler sig skidt tilpas inden i, så skal man ikke blive bange for at man så undertrykker sorgen.
Formålet med dette indlæg er dog ikke at belyse hvorvidt det enkelte menneske undertrykker sin sorg eller ej. Nej det som undrer mig er denne tendens som jeg ofte ser i mit arbejde med klienter, at mennesker kommer til at forveksle det at være i sorg, med det at være svag.
Hvad er så forkert ved at begræde et menneske som man har delt timer af sit liv med. Hvorfor er det forkert at sørge over et menneske man har elsket, som man har børn med, som man har delt gode og smertefyldte dage med. Hvorfor er det svaghed at stå ved at man er ked af at det menneske man har delt smil og alvorlige samtaler med, ikke er mere.
Og hvorfor er man svag hvis man viser det?
Jeg kender ikke svaret. Det eneste jeg ved, er at et menneske som forsøger at bære sorgens byrde helt alene, til sidst kan blive så slidt ned under vægten af den byrde at vedkommende enten udvikler en depression eller Sorgdiagnose
Det er efter min bedste overbevisning ikke hensigtsmæssigt, og det er mit håb og ønske at vi alle kunne blive bedre til at dele sorgen og give den et udtryk når den bliver for tung for et enkelt menneske at bære.