For noget tid siden, sad jeg i køkkenet i Rosensgade, og synes det hele var lidt svært. Jeg vidste at jeg måtte sige farvel til det jeg i 7 år har oplevet som et hjem for min praksis.
En psykologkollega fandt mig der i køkkenet, meget berørt af situationen.
Jeg har altid været følsom for forandringer, så det at sige farvel til et sted som har haft enorm stor betydning for mit virke, det virkede som en smertelig og sorgfyldt beslutning, men også som en nødvendig beslutning for mig.
Når man siger farvel til ting som har haft afgørende vigtig betydning i ens liv, uanset det er når mennesker dør fra en, det er brudte forhold eller jobskifte, så kan man komme ud i at ville undgå smerten ved at sige farvel til det man er nødt til at forlade. Også selvom det at sige farvel måske er det eneste rigtige.
Man kan komme til at holde krampagtigt fast i håbet om at grunden til man blev og kæmpede stadig er der.
Men hvis sygdommen hos kræftpatienten er så langt at døden er indtruffet, så nytter det ikke mere at kæmpe for patientens liv. Og så må man erkende at tiden er inde til at sige farvel.
Hvis uenighederne i forholdet er blevet så store at alt det man havde sammen er knust, og hvis forskellighederne i visionen for arbejdspladsen er for store, så bliver ingen gladere af at man holder fast for at undgå smerten ved sorgen.
På en mere positiv note kan man sige at vi alle sammen udvikler os gennem kriser, og mange gange kan krisen og bruddet også føre nye og bedre muligheder med sig. Det har det i hvert fald gjort i mit tilfælde, så fra 04.01.2021 flytter jeg klinikken til Mejlgade 46b, hvor jeg glæder mig til at byde gamle såvel som nye klienter velkomne.