Det er i den senere tid blevet tydeligt for mig hvorfor så mange mennesker i dagens Danmark bliver angste, deprimerede eller stressede.
Eller i hvert til fælde hvad som kan være en af årsagerne til det.
I et tidligere indlæg på bloggen skrev jeg om vreden som den indre ild, og om hvordan vi som samfund har tabuiseret vreden, og jeg tror noget af årsagen skal findes i denne tabuisering.
Når vreden er den indre drivkraft til at sige fra for eksempel over for chefens urimelige krav om overarbejdstimer eller interessetid, jobcenterets frihedsberøvende retningslinier for den arbejdssøgende, eller vennernes gruppepres for at drikke mere, og det eneste man bliver mødt med er:” Du skal være mere fleksibel,” ”sådan er systemet bare, ”og” du er også så kedelig eller du er også så negativ,” så bliver individet gjort forkert, og vedkommende vil for at indordne sig den sociale orden lade være med at bruge den vrede og frustration udad til at stå ved sig selv og få sagt fra.
Og når man som individ ikke har mulighed for at stå ved sig selv og give udtryk for vreden og føle sig mødt på det, ja så er der kun en at rette vreden imod, nemlig sig selv, og dette skaber en følelse af utilstrækkelighed og værdiløshed.
Og hvis både man selv og samfundet har rettet vreden mod individet, som så både skal bære hele ansvaret og skylden når tingene ikke vil lykkes, så vil man uvægerligt komme til at føle sig utilstrækkelig som menneske, fordi man har vendt vreden på vrangen.
Måske er det på tide at rette den kraft der ligger i vreden udad for konstruktivt at forandre nogle af de samfundsstrukturer som er med til at tabuisere vreden, og dermed gøre os undertrykte ofre for både samfundets pres på at yde, men også for vores egen indadvendte vrede.