Det begynder som en snigende fornemmelse af, at lige meget hvad man gør, så når man alligevel ikke igennem det man skulle, ikke i dag, ikke i morgen og heller ikke denne uge. I stedet for at tænke, at man måske har påtaget sig for mange opgaver, så er det rigtig nemt at tænke ”Ja, men når alle andre kan overkomme det, så burde jeg også kunne, så jeg må bare rende lidt hurtigere”.
Og så gør man det, man løber lidt hurtigere. Problemet er bare, at dette ”lidt hurtigere” kan man ikke blive ved med at leve op til, på et tidspunkt når man sit maksimum. Og i stedet for så at tænke, at det er helt normalt, at man drosler ned i perioder, når man har nået sin maksimale ydeevne, så kommer djævelen på skulderen/den dårlige samvittighed og siger: ”Du er ikke god nok, du har ikke levet op til dit ansvar over for dine nærmeste, din chef, dine arbejdskollegaer osv.” Og så giver man sig igen og lægger sig i selen for at løbe ”lidt hurtigere”.
Og så kommer de fysiske symptomer. Nøjagtig som hvis man uden træning havde forsøgt at løbe et maraton. Hovedpine, kvalme, hjertebanken, svimmelhed, koncentrationsbesvær og en ekstrem træthed. Det føles som om man aldrig skal blive frisk igen. Og endnu en gang kommer den lille djævel på skulderen og siger ”Nå… du driver den nok af”, fordi man er faldet i søvn midt i en opgave, eller ganske enkelt må melde sig syg fra arbejde fordi man ikke kan stå op. Og når man så ikke kan stå op, og når man har ringet til chefen og meldt sig syg, så siger stemmen på skulderen igen ”Det er jo bare magelighed, du er jo slet ikke syg.”
Så spørgsmålet er hvordan kan vi vide om stemmen har ret, om det bare er magelighed?
Svaret er, at hvis du ønsker at ophøre med at være stresset, så er dette spørgsmål irrelevant. Det er til gengæld relevant at identificere 1) hvem stemmen tilhører, og 2) ens krops signaler på den situation man befinder sig i.
Hvis vi tager det første element, altså stemmen, som jeg i dette indlæg kalder den lille djævel, eller den dårlige samvittighed, så er det en stemme alle mennesker udvikler gennem livet helt fra de er små. Den er i vid udstrækning vores egen indlærte opfattelse af hvad andre mennesker forventer af os, og hvordan det er man skal opføre sig. Et slags regelsæt for hvordan vi lever vores liv.
Hos stressede mennesker er dette regelsæt bare blevet så stramt, at det så at sige slet ikke er tilladt at have tage hensyn til egne behov, men kun tilladt at yde noget for andre. Derfor er det for stressede mennesker blevet helt normalt at tune ind på andres behov, og overhøre sine egne.
Hvis man skal ophøre med at være stresset, er det vigtigt at genindlære det at mærke sine egne behov og at lære at afbalancere dem ift andres behov. Dette er indholdet af punkt 2), nemlig at man lærer at registrere egne kropslige signaler og dernæst sætte dem i relation til den situation som afføder dem. Fx symptomer som kvalme, søvnløshed, træthed og koncentrationsbesvær, hvornår er det de opstår? Er det når chefen siger: ”Og kunne du så ikke også stå for denne her opgave?” og man ikke får sagt nej. Eller er det når ens mand eller kone siger ”Jeg har for resten bilen i morgen, og du handler og henter børn ikke?” og man ikke lige får sagt ”Jeg kan jo ikke handle og hente børn uden bilen ” Her kan det være hjælpsomt at lære at mærke egne behov og give udtryk for dem på en måde så ens omgivelser har en chance for at se og respektere dem.