Jeg oplever ofte mennesker i sorg som efter et par måneder har fået at vide, at nu må de være ovre det. Og jeg møder mennesker som har mistet, hvor omgivelserne helt er blevet tavse omkring tabet.
Sorg ikke er noget man kommer ud på den anden side af, men mere er noget man har med sig, og skal forsøge at leve med resten af livet. Sorgen bliver ikke ved med at være lige så opslidende og voldsom, men den er der altid.
Når man ikke taler om tabet, så bliver man efterladt alene med sin sorg, og så lider man i virkeligheden dobbelt tab.
For det første mister man det menneske som ikke er mere, ikke bare ved at vedkommende ikke lever, men også fordi vi ikke holder vedkommende i live, både i mindet, i samtale med andre, men også i indre samtale med den afdøde. For det andet mister vi nærheden i de relationer vi har til de levende, fordi der når vi ikke taler om de nære afdøde skabes en afstand.
Når sorgen bliver tabuiseret eller set som noget man skal over, så kan det være svært som efterladt at føle at man kan tillade sig at være i sorg. Desuden kan det være svært at kommunikere at sorgen stadig er der også længe efter tabet. Derfor kan man let komme til at isolere sig, og føle sig ensom, og misforstået.
Men det handler ikke kun om behovet for at tale om afdøde, som bliver overset pga. det samfundsmæssige tabu omkring død, og sorg. Der skabes også i hvert tilfælde to andre elementer, som kræver åben håndtering når man mister en man holder af.
Dels en dyb rungende angst for at noget lignende skal ske med andre man har kær, fordi man på et nyt plan forstår at dette kan ske.
Dels en opleves det for mange som et stort behov at forsøge at finde mening i tilværelsen. Måske er det sådan fordi tabet af et nærtstående menneske i ens tilværelse, virker meningsløst.
Hvis vi tager det første element, så kan man sige, at hvis man efterlades alene med angsten for at miste dem man er tæt på, kan den udvikle sig til en sygelig kontroladfærd overfor andre. Dette kan i sidste ende kan blive en stærk belastning både for en selv, men også for ens nærmeste.
Det andet element, nemlig mødet med meningsløsheden, kan blive til selvmordsadfærd, eller depression, hvis ikke man bliver rummet i behovet for at skabe en meningsfyldt platform at komme videre på
Derfor skal vi turde indlemme døden som en del af livet igen, og turde tale om de døde og om savnet til dem, selv længe efter. Og vi skal turde i fællesskab kommunikere om den angst og meningsløshed, som livet kan blive fyldt af, efter tabet af et andet menneske.
For de fleste er det lettere at håndtere og rumme når vi mødes med forståelse og åbenhed fra andre.