Jeg har før skrevet om sorg her på bloggen. Og om hvordan man kan blive efterladt alene med sorgen hvis ikke vi taler om de afdøde, og holder det i live som var vigtigt mellem os og dem.
Et tomrum
Mit ærinde her er dog lidt anderledes. Det handler om en erkendelse jeg selv har haft da et nærtstående familiemedlem døde.
Hun var gammel og havde levet et langt liv, så det kom på den måde ikke som et chok at døden også kom til hende.
Alligevel efterlader det altid en tom plads der hvor der før var et menneske man kunne kramme og holde om. Der hvor der før var dybe samtaler, og et lyttende øre, er der nu et tomrum.
Og selvom jeg på ingen måde er efterladt alene tilbage af dem som er omkring mig, så efterlades jeg alligevel alene med savnet af netop den relation som var mellem mig og hende.
Fordi alle mennesker er uerstattelige, og trods det at jeg har masser af andre relationer med kram og dybe samtaler, så kan andre alligevel aldrig erstatte lige netop den plads dette menneske og denne relation havde for mig.
At give slip
Fordi lige netop det menneske vi har mistet, havde en værdi som er helt sin egen, og som ikke lader sig erstatte af sammenlignelige værdier eller vigtige elementer i andre relationer, så må vi acceptere sorgen og tabet af denne relation. Og det er vanskeligt for de fleste at gøre dette fordi tabet er fuldstændigt.
Men hvad så? Er vi blot fortabte med en ekstra tom plads i hjertet hver gang nogen dør?
Det tror jeg ikke vi behøver at være. I mit tilfælde har jeg masser af gode minder. Gode minder med den kvinde jeg mistede, som har haft stor værdi i mit liv. Erindringer som minder mig om hvilke værdier jeg har brug for, men også forpligtet mig til at tage med videre i mit liv.
Disse erindringer og værdier kommer ikke til at erstatte relationen til den jeg mistede. Men hvis jeg bærer ansvaret for dem med videre i tilværelsen, så vil den relation jeg har haft, altid eksistere i mig.
Forbundetheden mellem det fuldstændige tab og de værdier vi alligevel er forpligtet på.
I klinikken møder jeg det også. Og det som ofte bliver svært for mennesker her, er netop håndteringen af det fuldstændige tab af det menneske man elskede, og den sorg som følger med det.
Det kan være meget fristende at flygte fra den sorg, for ikke at være i smerten ved det fuldstændige tab.
Men sorgen har jo også den funktion at vise os at det værdifulde som var i relationen, ikke var ligegyldigt. Og derfor er det vigtigt ikke at flygte, men turde stå i sorgen og mærke hvad det var som vi havde der var værdifuldt, og så turde bringe det videre i livet på nye måder.