Læs tidligere indlæg om forhold og konflikter
De fleste eventyr slutter på følgende måde med at prinsen og prinsessen får hinanden:” Og så levede de lykkeligt til deres dages ende.” For noget tid siden blev jeg spurgt om jeg tænker at der er ting i skønlitteraturen, som ikke kunne foregå i virkeligheden. Lige den her sætning er en af dem. For jeg tror ikke på at man kan leve lykkeligt til sine dages ende. Og så alligevel? For jeg tror nemlig godt man kan finde sin prins eller sin prinsesse og så leve et lykkeligt liv sammen, til døden skiller os ad. Men jeg tror ikke der er ret mange for hvem det er sådan hele tiden.
Og hvor vil jeg så hen med det. Jo jeg tænker at rigtig mange mennesker går og forestiller sig en perfekt partner i en verden hvor de også selv skal være perfekte. Måske netop ud fra denne lidt eventyragtige forestilling om at når man så har fundet sin prins eller sin prinsesse, så vil det være gnidningsløst, bekymrings frit eller omkostningsfrit. Sådan er det bare sjældent med det virkelige liv.
Jeg tror det som ofte sker når så par kommer ind til mig er at de har taget denne forestilling om gnidningsfrihed så meget ind, at de begynder at tro på det som sandt. Enten bliver de voldsomt frustrerede og begynder at skændes fordi det ikke er gnidningsfrit. Fordi de ikke føler de bliver mødt eller forstået på deres behov. Eller også går de alt for længe og får sværere og sværere ved at være i sig selv, fordi de, for ikke at ødelægge illusionen om -lykkelig til sine dages ende -, glemmer at fortælle deres partner når de ikke føler sig set eller hørt.
Så når jeg nu ikke tror på eventyrslutningen, hvordan kan jeg så alligevel hævde at man godt kan have et lykkeligt ægteskab eller parforhold? For det første tænker jeg at tanken om at ægteskabet skal være gnidningsfrit og perfekt er usund. Hvis man kan acceptere at leve med at konflikter er en del af et sundt liv, som også er med til at forme os som mennesker, og også som ægtefolk, eller par. Så tror jeg godt man alligevel overordnet set kan være lykkelig. For det andet tror jeg at det er nødvendigt at se parforholdet og ægteskabet som et stykke arbejde. At man gør sig umage for at være ærlig om hvor man selv står, så den anden kan se en. Og at man gør sig umage for at forstå og rumme den anden på vedkommendes udgangspunkt. Så bliver det ikke en katastrofe at have konflikter, men kimen til udvikling for ægteskabet og for en selv.