Det er så let at blive opslugt af verdens mange krav, at man nogle gange kan blive helt blind for hvad der er vigtigt for en selv.
Jeg tror at vi i denne verden hvor vi altid er meget på, og altid kan komme i kontakt med andres mening om tingene, let bliver blinde for hvad der egentlig fylder os op som mennesker, hvad der giver os mening.
Fordybelse
Da jeg tog dette billede, tog jeg det med tanken om at det for mig repræsenterer rigtig meget af det som er vigtigt for mig. En solplet i min have med en bog og en kop te. Et uforstyrret sted hvor verdens krav og larm for en stund forsvinder.
Og alligevel har der sneget sig elementer af det jeg burde, med i min paradisversion af det som for mig er vigtigt, nemlig ro og fordybelse.
Der står en stige i billedet. En påmindelse om alt det havearbejde jeg ikke når. Der ligger også en bog, og selvom bøger for mig repræsenterer både pause og fordybelse, så er det Dostojevskijs roman om straf og forbrydelse som jeg på mange måder pga. af andres forventninger har ladet stå på hylden længe. Men måske af skyld over det, endelig har taget op.
Hvad er meningen?
Og hvorfor tager jeg så det op i dette indlæg?
Fordi jeg tænker at mange af de ting vi føler vi burde gøre, uvægerligt har det med at snige sig ind i selv de dybeste hjørner af det som er vigtigt og giver mening for netop os. Dette gør at vi faktisk blive ude af stand til at mærke vores egne behov rent. Måske fordi der i en travl og hektisk hverdag, så ikke bliver plads til at finde ud af hvad der er vigtigt, og værdifuldt lige præcis for sådan en som mig.
Måske er det også det, som ofte er med til at skabe både tomhed og ensomhed for mange af de mennesker jeg møder i klinikken. Fordi der aldrig rigtig bliver plads til at mærke hvad der er vigtigt for dem. Fordi alle de ting vi synes vi burde, kommer til at stå i vejen for det som er vigtigt.