Som psykolog oplever jeg sommetider, at den overdrevne romantiske forestilling om hvad det vil sige at være et par, kommer til at stå i vejen for at to mennesker, som i udgangspunktet elsker hinanden, kan følges ad gennem de vanskelige tider i livet.
Det er som om, at forestillingen om at kærligheden nok skal overleve mellem to mennesker, også uden at vi kæmper for den, er blevet til sandhed.
Det sker ikke så sjældent at klienter kommer i terapi hos mig, fordi deres mand eller kone har sendt dem. ”Så du kan få løst DIT problem”. Det er bare sjældent sådan, at det alene er den ene parts problem, men det er i selve relationen at roden til problemet ligger.
Det betyder ikke, at det er parforholdet som sådan, der er problemet. Men det er problematisk, at vi ikke konstruktivt kan dele de svære ting i livet, med dem vi står nærmest.
Årsagen til at det ofte er i relationen problematikken ligger, er at de relationsmønstre, som vi har tillært os gennem livet, danner grundlaget for måden, vi relaterer os til vores partner på. Hvis vi har lært at forholde os til andre mennesker, på en måde som er problematisk for os selv og dem, så gentager vi det sandsynligvis også i parforholdet. Konstruktiv kommunikation i parforholdet, kan være nøglen til løsningen af hvad der som udgangspunkt bare var “den ene parts problem”.
Det undrer det mig, at den henvisende part ofte ikke er parat til at være en del af processen.
Hvorfor det er sådan, det er et åbent spørgsmål. Måske er det bare svært at åbne sig og kommunikere, når parforholdet bliver sat på prøve, og så er det lettere at bede partneren få løst sit problem.
Hvis parforhold i stedet kunne fyldes med ærlig kommunikation, hvor det er tilladt at sige “Ja, det er vanskeligt at være i et parforhold, hvor tingene ikke går som smurt, og ja, det er vanskeligt at være pårørende til et menneske som er deprimeret, angst, stresset eller i sorg, men vi vil følges ad igennem det”, så får kærligheden bedre vilkår for at blomstre, også når livet er svært.